Må arbejdsgiver yde forskellige vilkår til sine fastansatte og tidsbegrænsede medarbejdere, når de stort set udfører samme arbejde?

Indledning

Brugen af tidsbegrænsede ansættelser spiller en mindre rolle på det danske arbejdsmarked sammenlignet med andre europæiske lande. Alligevel er ca. 9 % (2015) af de danske lønmodtagere ansat på tidsbegrænsede kontrakter, og brugen af tidsbegrænsede ansættelser giver til stadighed anledning til juridiske tvivlsspørgsmål og tvister.

En ny dom fra Højesteret afsagt den 24. februar 2021 bidrager imidlertid til at afklare retsstillingen for tidsbegrænsede ansatte i forhold til forståelsen af begrebet sammenlignelig fastansat.

Begrebet anvendes i lov om tidsbegrænset ansættelse § 4, stk. 1, der bestemmer, at en arbejdsgiver som udgangspunkt ikke må give tidsbegrænsede ansatte ringere ansættelsesvilkår end dem, der gælder for sammenlignelige fastansatte.

Hvis man som tidsbegrænset ansat vil påberåbe sig forskelsbehandling, skal man altså kunne pege på en sammenlignelig fastansat, der modtager bedre ansættelsesvilkår end en selv. Men hvornår er en fastansat sammenlignelig med en tidsbegrænsede ansat?

Det skulle Højesteret tage stilling til i sagen, der blev afgjort med dommen af 24. februar 2021.

Sagen

I sagen var der tvist om, hvorvidt det er i strid med lov om tidsbegrænset ansættelse, at Det Kongelige Teater yder forskellige ansættelsesvilkår til deres fastansatte korsangere og deres tidsbegrænsede ansatte korassistenter.

På Det Kongelige Teater varetages operakorsangen af Det Kongelige Operakor, der består af 40 fastansatte korsangere. Det Kongelige Operakor suppleres fra tid til anden af korassistenter, der ansættes på tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til f.eks. en operaopsætning, der kræver et større kor end Det Kongelige Operakor.

De fastansatte korsangere og korassistenterne er omfattet af hver deres overenskomst, men overenskomsten for korsangerne indeholder en række vilkår, som korassistenterne ikke modtager efter deres overenskomst, f.eks. pension, løn under sygdom og ekstra betalt ferie.

Korassistenterne mente, at korsangerne i Det Kongelige Operakor var sammenlignelige fastansatte, og at overenskomsten for korassistenter derfor var i strid med lov om tidsbegrænset ansættelse, da den ikke gav korassistenterne lige så gunstige vilkår, som dem de fastansatte korsangere fik efter deres overenskomst.

Det Kongelige Teater mente på den anden side, at korassistenterne og korsangerne ikke var sammenlignelige, og at der derfor slet ikke kunne være tale om forskelsbehandling i strid med loven.

Omdrejningspunktet i sagen var derfor, om korsangerne og korassistenterne var sammenlignelige i den forstand, der kræves efter lov om tidsbegrænset ansættelse.

Højesterets dom

Højesteret kom frem til, at de fastansatte korsangere og de tidsbegrænsede korassistenter ikke var sammenlignelige, og at der derfor ikke var tale om forskelsbehandling.

Om selve sammenlignelighedstesten  anførte Højesteret, at spørgsmålet om sammenlignelighed skal afgøres efter en helhedsvurdering, og at der i sagen måtte lægges afgørende vægt på, at der er tale om kunstnerisk arbejde, hvor de ansattes kvalifikationer og færdigheder er af særlig betydning.

Da sagen i overensstemmelse med den nedlagte påstand handlede om, hvorvidt selve overenskomsten var i strid med lov om tidsbegrænset ansættelse, slog Højesteret også fast, at spørgsmålet om sammenlignelighed ikke skulle bedømmes på grundlag af en sammenligning af enkeltpersoner, men ved at sammenligne gruppen af fastansatte korsangere med gruppen af tidsbegrænset ansatte korassistenter.

Højesteret fandt, at Det Kongelige Teater havde bevist, at korassistenterne som gruppe betragtet ikke besidder tilsvarende kvalifikationer og færdigheder, som gruppen af korsangere. Højesteret henviste i den forbindelse bl.a. til vidneforklaringerne fra den kunstneriske ledelse på Det Kongelige Teater, som havde forklaret, at korsangerne ud fra en kunstnerisk vurdering er de bedste sangere, og at de derfor udgør ”rygraden” eller ”grundstammen” i korarbejdet.

Herudover henviste Højesteret til, at de fastansatte korsangere udvælges ved en audition, hvor der stilles særligt høje krav, som ikke tilsvarende stilles for at opnå ansættelse som tidsbegrænset korassistent.

Damkjær Lauritzens bemærkninger

Dommen er et væsentligt bidrag til forståelsen af den sammenlignelighedsvurdering, der skal foretages efter lov om tidsbegrænset ansættelse.

Med dommen er det således slået fast, at fastansatte og tidsbegrænsede ansatte ikke nødvendigvis er sammenlignelige, blot fordi de for en umiddelbar betragtning synes at udføre samme arbejde. I disse situationer må der tages hensyn til, om arbejdet har en karakter, hvor kvalifikationer og færdigheder spiller en væsentlig rolle, også selv om vurderingen af kvalifikationerne og færdighederne til en vis grad beror på et mere subjektivt skøn.

Det vil f.eks. være tilfældet for kunstnerisk arbejde, professionel sportsudøvelse, ved kreativt arbejde o.l., hvor de arbejdsopgaver, der udføres, nok på overfladen kan forekomme at være ens for alle, men hvor medarbejdernes kvalifikationer  netop kan betyde, at de fastansatte og de tidsbegrænsede ansatte alligevel ikke kan siges at udføre sammen eller tilsvarende arbejde.

Både Højesterets dom og den forudgående dom fra Østre Landsret kan tilgås ved at klikke her.